Onsdag den 14. april 2012.
Af Line Papuga
Det var nøjagtig 11 måneder og 4 dage efter min knæoperation, hvor jeg fik rekonstrueret mit korsbånd og lavet min meniske. Det var også dagen, hvor jeg skulle have min første judo kamp siden operationen.
Siden min operation havde jeg styrketrænet flere gange ugentligt i træningscenter og jeg havde trænet en gang ugentligt med en privat fysioterapeut. Det var virkelig spændende at se om mit knæ nu kunne holde til at jeg skulle give mig selv 100%. Jeg var også spændt på at se, hvor meget jeg ville få gavn af min styrke- og balancetræning.
Kort forinden den 14. april var jeg blevet kontaktet af Raimund Geertz fra Neumünster judo klub. Han spurgte, om jeg var interesseret i at kæmpe for hans hold i den tyske regionalliga! Om jeg var? Jeg var faktisk ret stolt og også beæret over at være blevet spurgt. Tænk at han kunne huske mig, der kun havde trænet enkelte gange i hans klub inden min skade.
Første holdkamp var i Lübeck og min mor var chauffør. Jan og Jane Juhl var også med som mine private coaches og de var naturligvis også spændte på, hvordan jeg ville være i stand til at kæmpe efter min operation. Det var virkelig fantastisk med den store opbakning fra Jane og Jan. Det betød virkelig meget for mig at de gav mig deres støtte og brugte en hel lørdag på at tage med. Jeg troede jo, at jeg kun skulle have min mor med og hun ved INTET om judo. Hun har hele tiden sagt, at det var i juniorklassen jeg skulle kæmpe, men da vi kom derned var der en på holdet, der havde 24 års fødselsdag, så det var altså i seniorrækken!! Som min tyske træner sagde “Echte Frauen”. Typisk min mor. Det var nok meget godt, at vi ikke vidste bedre, så var jeg måske blevet nervøs.
Vi var fire byer der skulle kæmpe mod hinanden og det var et stort stævne med betalende publikum. Entré 1 Euro, men anyway der var siddetribuner og alt muligt og hver by kom ind for sig til musik og blev præsenteret.
Det var som sagt en holdkamp og der var i alt 7 vægtklasser. I danmark har jeg altid været vant til, at man var én i hver vægtklasse, men på mit hold var vi 2-3 personer i hver vægtklasser. I min vægtklasse var vi 3 på mit hold og vi skulle møde 3 andre byer, så der var altså også intern konkurrence på holdet om at komme i kamp. Det var noget helt nyt for mig og jeg tænkte at vi nok fik en kamp hver. Jeg var også nervøs for at jeg slet ikke kom i kamp. DET GJORDE JEG.
Ikke nok med, at det var min første kamp i næsten et år. Min vægtklasse skulle starte og jeg skulle have den første kamp. Åbningskampen. Det var virkelig spændende. Jeg var meget fattet og da alle dommere og kæmpere var blevet præsenteret og jeg stod på måtten og ventede på dommeren skulle sige “hajime”, tænkte jeg: “Bare knæet nu holder”. Det gjorde det. Jeg var virkelig tændt og jeg tror ikke, at der gik mere end 15 sekunder, så lå min modstander i gulvet og jeg havde vundet på Ippon efter en benfejning. Pyha det var virkelig en god fornemmelse. Nu var jeg i gang og selvtilliden var høj.
Ved den 2. kamp spurgte min træner de to andre piger i min vægtklasse, om de tidligere havde mødt vores næste modstander. De havde de begge to, men de havde desværre aldrig vundet over hende. Det afgjorde sagen, jeg fik også den næste kamp. Det betød altså, at den ene slet ikke kom i kamp. Tænk at der er så mange judo kæmpere i Tyskland, at man internt kæmper om at komme på holdet??? Det var en god kamp. Jeg kunne mærke, at jeg var fysisk stærkere end min modstander og jeg styrede kampen fra start. Efter 2 minutter var kampen afgjort til min fordel med Ippon. Jeg vandt på en Sasae Tsurikomi Ashi, benfejning.
Det var virkelig en god dag og en god start på mit come back. Dagen blev krydret med, at Louise Hansen vandt en sølvmedalje i Portugal. Så pas på derude i Europa. Vejle judo klub har virkelig GIRL POWER.
Den 12. maj skal jeg til Hamburg og kæmpe igen og jeg glæder mig allerede.
|
|
|