Som gamle cirkusheste var vi klar til at starte turen til sommertræningslejr i Gerlev. Okay, måske er alle ikke gamle cirkusheste, nye er kommet til men med udsigt til, at hovedtræneren i årets træningslejr er 88 år er der gode muligheder for, at alle kan blive gamle i judosporten.
Hvem? Hans, Helene, Jacob, Joachim, Jonas, Karl-Jørgen, Katja, Kåre, Lau, Line, Louise, Lucas, Lærke, Marianne, Masoud, Nicolai, Samia, Steffen, Tobias, Tore, Tue, Celina, Sebastian og det var bare fra Vejle. Nå, ja jeg var jo også selv med. Kolding mødte os i Vejle og Fredericia skulle samles op på en tankstation. Vores buschauffør gav os nu besked på, at den tank skulle vi ikke bruge næste år – hans bus skrabede mod asfalten da han lagde fra land, så det var vel en reel indvending. Zidsel var selv kommet til Gerlev. Søren Magnussen og KE kom til i løbet af ugen og deltog både i træning og i det sociale – bare ikke så meget som vi andre. Det betød, at vi, da vi var flest var 27 fra Vejle Judoklub – rigtigt flot.
Men, alt var ved det gamle! Teenage-gruppen styrtede ned bag i bussen og fandt sammen og Marianne holdt styr på antallet så vi sikrede os, at alle kom med.
Vi venter altid lidt spændt på, hvilken vej bussens GPS sender os det sidste stykke mod Gerlev. Det plejer at være en tur over Slots Bjergby, sådan en lille rundtur på et par kilometer, for så igen at lande på Skælskørlandevej. Det var det ikke i år, kort før Slagelse svingede bussen til højre og ad små landeveje skar vi nogle kilometer af den lige vej af hovedvejen og landede næsten ved Idrætshøjskolen. En genvej som ville være god hvis vi var i hestevogn, men knap så velvalgt med en 50 personers bus. Pyt, det gik og med velvilje fra vores chauffør og modkørende trafikanter gik det.
Vel ankommet til parkeringsplads gik der gang i særligt de unge gamle cirkusheste. De havde knap nok betrådt grusset udenfor bussen, før de hængte om halsen på de tilløbende deltagere fra andre klubber. Nu var Vejle bussen ankommet og gensynsglæden var temmelig stor. Vi gamle, gamle cirkusheste optrådte naturligvis med større værdighed og skjulte vores forventningsglæde til at møde alle de andre gamle, gamle cirkusheste. Det holdt så lige indtil vi nåede hovedbygningen hvor håndtryk, knus og kram blev fordelt med rund hånd.
Vi havde nye børn med i år, det var dejligt og bevis for at reklamen hjemme i klubben har lokket flere med. Vi skulle derfor lige have fordelt børnene til de forskellige rum og sikre os, at alle kom godt i hus. Vores drenge ville selvfølgelig gerne have boet sammen alle sammen – altså de ”små” drenge – men Eva fra idrætshøjskolen havde med blid, men bestemt hånd bestemt hvem, der skulle bo med hvem, så ingen sovesal fik dominans fra en enkelt klub. Eva har været ”hold-i-hånd-montør” på lejren gennem en del år, det var vist hendes 8. sæson. Holdet af hjælpere er gamle højskolelever og Eva og Asmund har været gennemgående en del år. Det er dejligt for os voksne, for vi ved at børnene er i gode hænder. Det er også godt for ungerne, som oplever omsorg og nærvær. Nå, alle børn blev anbragt og vi fik sikret at der var en god soveplads til alle. Tøserne – dem tog vi os ikke meget af. De er store og finder hurtigt selv ud af hvordan det nu er i år og hvem de skal sove sammen med. Det er ikke sikkert de ved det, men vi spottede nu alligevel, hvor de fik værelser J så helt i fred var de nu ikke.
Træningslejren består for de voksnes vedkommende af 10 træninger og for børnenes reelt 11 træninger. Børnene har nemlig en ekstra træning fredag eftermiddag mens der er nationalgraduering.
Det var bestemt en anderledes træningslejr i år. Jeg tror helt ærligt ikke der har været samlet så mange dan grader som trænere på en lejr før. Hovednavnet var naturligvis Sensei, Ichiro Abe 10. dan. Med ham var to assistenter, Mr. Shibayama 7. dan og Mr. Kitajima 6. dan. Ikke at forglemme var også Teruo Takatomi fra Svendborg judoklub i den Japanske trup, - han kunne få lov til at fotografere. Stanislaw og Tommy Mortensen også hver 6. dan og så fulgte graderne så ellers ned ad. Det er ikke ringeagt for de øvrige trænere, at jeg ikke nævner dem, men det kan man jo læse i programmet. Et program som stakkels Martin Lykkegaard fra idrætshøjskolen havde haft sit mas med at få på plads. Jeg tror det blev til tre rettede udgaver, før det rigtige var os i hænde (udleveret på lejren). Det var en biting og Martin havde haft travlt for at han derved kunne deltage mere i lejren.
Til første træning søndag aften skulle vi møde Ishiro Abe og alle de øvrige trænere. Fokus var naturligvis på Ishiro Abe. Der er to mennesker i verden, som på nuværende tidspunkt bærer 10. dan og Ishiro Abe er altså den ene. For god ordens skyld, Abe har tryk på anden stavelse. Hvordan ville en mand på 88 år gebærde sig på tatemien? Det kan jeg lige så godt afsløre med det samme. Det gjorde han elegant. Som alle ved, starter judo med at vi knæler og hilser på hinanden. Der var ingen slinger i valsen, Ishiro Abe var på knæ, ikke noget med at støtte med hænderne på knæene. Jeg er ældste deltager fra Vejle og må sige det gør mig varm at se en gammel mand bevæge sig så elegant. Mit udsagn har altid været, at man kan dyrke judo så længe man kan tygge blød smør. Det var Ishiro Abe et levende bevis for. Det var Tommy Mortensen der tog sig af træningen. Som altid når det er Tommy var den en god og inspirerende.
Allan Gjerulff har nu gennem to år taget sig af de mere bedagede judofolk og dem der bare ønsker lidt mere teknik og lidt mindre kamp – det foregår i bevægelseshuset. Det er rigtigt fint. Han havde i år fået hjælp fra Steen Thomsen og så selvfølgelig Stanislaw. Jeg deltog ikke i alle træninger i bevægelseshuset, jeg ville jo gerne slås lidt, så jeg var i den store sal og fik nogle tæv. Jeg var dog downstairs et par gange og snakkede selvfølgelig med dem, der deltog der. Allan, Stanislaw og Steen fik stor ros for deres grundige og seriøse træning. Jeg vil ikke gå ind på de enkelte træninger, så må man selv deltage for at få denne beskrivelse med. Dog var første teknik i hallen mandag morgen Ure Nage, det er hård kost, men jeg og de øvrige deltagere overlevede. Den anden teknik var en rigtig Simon Kock seo-nage, det er lidt specielt, men virker for Simon Kock og andre der kæmper som ham.
Det var en fornøjelse at se vores unger træne. Der var ingen som sad træninger over – næsten. De få skader som kom, var mest indkasseret udenfor måtten. En fod i hovedet gav hul på læben – ikke dramatisk, men nok til at Jacob synes det var lidt træls. Hans havde ondt i sin albue – stakkels knægt, jeg lagde forbinding på, som var så stram, at hans blodårer ikke rigtigt kunne finde det naturlige udseende igen bagefter. Sebastian S. havde en eller anden skavank, som jeg aldrig blev helt klar over, hvad var.
Jonas, Lau, Tue, Tobias, Tore, Nicolai, Jonas og Joakim S. passede deres træning og deres sovetider. De følte sig måske engang imellem lidt overvåget, for flere af vi voksne var rundt både for at se om de fik noget at spise, fik trænet og kom i seng – stakkels unger. Lucas, Hans og Sebastian S. havde klart mere friløb, men blev som regel set trænende flittigt. Katja måtte ikke deltage i så meget, men deltog i det hun kunne, Line var sat helt udenfor bænken til alle træninger, hun passede på sig selv, stor ros for det. Hun fulgte flittigt med fra sidelinjen og hun lavede så vist alt muligt andet sundt når der ikke var træning på måtten.
Louise, Samia, Zidsel, Helene og Celina tja, var de nu også med. Jo, de klarede sig selv og deltog i træningen. De kræver ikke meget overopsyn og har utrolig mange kontakter fra de andre klubber. Dog observerede jeg at de deltog i et underligt boldspil. Skulle jeg ude fra forklare hvad det gik ud på var det, at man ikke skulle dumme sig når unger i kreds sendte en bold rundt. 3. gang man ikke fik fat i bolden skulle man så ca. 5 meter fra de øvrige, som så ellers efter tur skød bolden mod bagdelen af den der havde tabt bolden. Jeg har set lignende i Jack-ass, men viste ikke det var en del af judosporten.
Helt ærligt holdt jeg ikke øje med Karl-Jørgen, Kåre, Marianne, Masoud, Lærke og Steffen. Vi deltog i forskellige ting og mit indtryk var, at alle fik rigtig meget ud af træningen.
Vi manglede Gerda. Det skal ikke være nogen hemmelighed og savnet var ikke kun hos Vejlefolkene. Der blev spurgt rigtigt meget til hende og vi skulle bringe mange, mange hilsner med hjem. Dette er nok et at de bedste udtryk for, hvilket fællesskab der skabes via træningslejren. Marianne var knap kommet indenfor døren, før hun blev kapret for hun skulle ikke tro, at hun nu stod uden træningsmakker. Martin Lykkegaard foranstaltede samling af alle, som havde lyst til at sende en hilsen til Gerda. Der blev taget fællesbillede som blev mailet til Gerda. Gerdas returmail blev læst op på festaftenen (med Lærkes tilladelse) Vi lærer meget meget judo på lejren, men vi danner også sociale relationer, som går langt ind i andre klubber og giver det netværk, der er så vigtigt for vores sport. Vi fik kapret fire, næsten gratis gæstetrænere til den kommende sæson. To til børn og fossiler og to til kampholdet. Den ene koster en togbillet og den anden kostede en trøje fra Kodokan i Japan. Den tredje og fjerde koster vist ikke noget, andet end høflighed.
Som et særligt programpunkt i år ville de tre japanske trænere arbejde med kata. Det betød i praksis, at Ishiro Abe gennemgik Nage-no-kata for os. Nogle dele meget i detaljer og nogle dele mere overfladisk. Jeg deltog kun i en enkelt af disse træninger. Fra de, der gennemførte alle, har jeg hørt at det var utrolig inspirerende og udviklende. Set i en større sammenhæng er det et rigtigt godt indslag på en judotræningslejr. Det er tydeligt at man i Japan arbejder meget mere med grundform og stil og at voksne judofolk bruger meget tid på at øve kata og meget mindre tid på at arbejde med kampteknikker. Det er også givet at øvelserne med kata giver indsigt i judoens filosofi og dyb indsigt i forståelse af de enkelte teknikker og hvilke bevægelser der ligger bag. Jeg er vist ikke helt moden til at ofre en hel træningsaften på at øve ayomi-ashi skridt, men udviklende er det.
Som de øvrige år var der eftermiddagsforedrag. I år var det Historier om judo v/Martin Lykkegaard, Judo and training v/Holger Henning Carlsen, Profiles of elite judo athletes v/ Sylwester Jujach og hvordan skaber man en god træning – en overraskelse. Overraskelsen var at Allan Gjerulff, Carsten Meldgaard og John Larsen var blevet placeret på hver sin stol og indgik i debat og dialog med tilhørerne mens Martin Lykkegaard forsøgte at holde tråden. Hånden på hjertet, det var det eneste eftermiddagsforedrag jeg gik til. Det var utroligt spændende og dejligt at høre på de input tre ”gamle” trænere kunne komme med. Jeg har kendt Carsten Meldgaard gennem mange år og det var sjovt at høre hans himmerlandske /Aalborgensisk drævende sprog med god tone af underdrivelse.
Aftenindslaget – altså efter eftermiddagstræning og spisning var i år: Judo og Budo v/Tommy Mortensen. Moderne judotræning v/ Kim Christiansen. Dansk og international Elitesport / OL 2012 v/Michael Andersen, direktør for Team Danmark og endelig Gradueringsseminar v/Alex Tolstoy og Lars Maagaard. Tommys indlæg var utroligt spændende og Tommy var som sædvanlig i stand til at knytte bånd mellem fysisk aktivitet og filosofi. Han var velforberedt og fik os med i gode drøftelser, der udfordrede vores tænkning. Et rigtigt godt indslag, særligt når det er en Idrætshøjskole vi var på med aner tilbage til Grundtvig /Kold. Kim Christiansens indlæg foregik i judogi. Det kræver lidt overvindelse at iføre sig gi’en for tredje gang på samme dag. Godt jeg kravlede i gi’en. Kim viste nogle af de teknikker, som han havde arbejdet med. De ville ikke stå for en Kodokan judopensum prøve men var utrolig effektive og gode at øve. Vi fik også præsenteret uddannelsesbog /logbog fra en af hans unge kæmpere. For mig var det ikke så interessant at se, hvad der stod i bogen, som at se den glæde den unge mand havde ved at vise sin bog frem.
Jeg er sikker på, at Michael Andersens indlæg var spændende, men jeg unddrog mig dette – jeg er vist ikke lige kandidat til OL.
Gradueringsseminar var en spændende oplevelse, der var lavet lidt om på konceptet og tanken bag, er jeg sikker på, var at vi skulle kunne drøfte noget konkret. Vi skal altid tænke på, at gradueringsseminar er for de gradueringsberettigede og det er dem, der er lidt til evaluering. Når de gennemfører en prøvegraduering er det for at kunne fremhæve det rigtig gode og lære af det der kunne gøres bedre.
Det blev generelt indskærpet, at vi ikke må give dispensationer i forhold til kamppoint til 1. kyu og at kun kamppoint fra seniorkampe tæller med. Dette gav anledning til diskussion, idet det blev fremført at det ikke er det, der står i gradueringsreglementet. Lars tilkendegav, at han ville drage omsorg for, at der blev overensstemmelse mellem det gradueringsudvalget vil og det der står i reglerne. Vi venter naturligvis med spænding på dette. Alt andet end lige har jeg ros til Alex og Lars, som forsøger at gøre gradueringsseminaret levende og udviklende.
Nationalgraduering skal naturligvis også nævnes – der var dog ingen Vejle folk oppe til dangrader.
Festaften fredag skal da også have sin egen plads. Erik fra Silkeborg havde såmænd medbragt sit eget femmands band som leverede musik hele aftenen. Det var imponerende og det gjorde, at festlokalet var befolket med voksne noget længere end det plejer. Det var rigtigt hyggeligt og Thor Rasmussen havde som eneste medlem af festudvalget fundet ud af, at de enkelte lande skulle op på scenen (gulvet) for at afsynge en lokal sang. Polen var hurtigt oppe og Island fulgte vist efter – så var der lidt mere træghed, men den enlige deltager fra Færøerne leverede da sang til os på sit modersmål. Fællessangen var en gammel japansk sang som Otto Brandenburg heldigvis engang har indsunget på dansk. Så, i skøn forening af Kirsten og Bente (”Amager mødre”), Thor og Shibayama fra Japan blev sangen både sunget på japansk og dansk.
Ja, så var der kun hjemrejsen tilbage – det vil sige vi skulle jo lige sove og spise morgenmad. I år var det muligt at få alle klar til busafgang. Men vi havde jo også ladet Toke blive hjemme. Ankommet til Vejle med kun lidt trafikale problemer var det igen som et stik i hjertet at sige farvel til dem man havde været sammen med i en hel intens uge.
Og, aller aller sidst – stor tak til Martin og Preben P., som det til sidst lykkedes for at skaffe en bus til os. Vi var 27 deltagere fra Vejle, vi havde 6 med fra Kolding og 9 fra Fredericia. Det betyder rigtigt meget for os, der er afsted, at vi kan rejse sammen og ikke skal stoppes ind i overfyldte offentlige transportmidler. Vi er helt med på, at vi til næste år skal starte denne debat tidligere og også arbejde på, hvordan vi skaber økonomi. Jeg er dog sikker på, at den udgift som nu blev pålagt klubben er givet godt ud i forhold til det antal deltagere som rent faktisk var med fra Vejle.
/Preben J. |