Info » Nyheder » Judo oplevelser » Teknik Camp
Teknik Camp 9. februar:
 
Lørdag d. 9. kl. 7.00 sharp havde Kåre (Møller) og jeg sat hinanden stævne ved DGI huset. DJU’s Teknikturneringsudvalg havde arrangeret week-end Teknikcamp hos Judoklubben Mitani på Amager og vi havde meldt os til at deltage i lørdagens træning. Turen gik fint og kl. 10 var vi 19 judokaer og 3 trænere samlet i Mitanis Dojo.
 
Trænerne var Peter Martin, 7. Dan, Kenny Kling, 4. Dan og Linda Petersson, 3. Dan. Formålet med campen var at træne kastene fra teknikturneringspensumet som basiskast, således at teknikdommere og tekniktrænere kan få en bedre forståelse for de enkelte kast og dermed bedre kan henholdsvis bedømme – og træne variationer af kastene.
 
Peter Martin er tidligere Engelsk landsholdskæmper tilbage fra 1960’erne og i dag Katadommer i både EJU og IJF regi. Kenny Kling er judotræner fra Göteborg og tidligere Svensk mester (flere gange). Derudover har han flere gange deltaget i EJU Kataturneringer. Linda Petersson, træner og med til at starte Teknikturneringer op i Sverige.
 
Ideen med teknikturneringer er at skabe en turneringsform, hvor udøverne konkurrerer i at demonstrere tekniker fra pensummet svarende til deres bæltegrad og en grad højere. Man konkurrerer parvist og bliver bedømt ud fra teknisk kunnen og ”stil”. Teknikturneringer er ikke tiltænkt at skulle konkurrere med ungdomsturneringer og pokalturneringer, men at skabe et supplement hertil. Her er et link til manualen for teknikturneringer: http://www.judo.dk/01859/01993/01996/ for dem, der skulle være interesserede.
 
Dagen gik med 2 timer på måtten inden middag og henholdsvis 2 timer og afsluttende 1 time på måtten i løbet af eftermiddagen.
 
Kenny og Linda stod for gennemgang af en lang række teknikker i løbet af dagen. Undervisningen foregik på svensk, hvilket var lidt nemmere for ”østdanskerne” en for os to jyder. Men det gik. Efter gennemgang af hver enkelt teknik, skulle vi øve teknikken, mens alle tre efterfølgende gik rundt og korrigerede på os. ”Dybere ned i knæene – mere træk i armene – ret ryggen - korrekt fodstilling”. Kort sagt basis-judo. Rigtigt godt, at få genopfrisket og rigtigt godt at få kommenteret alle de fejl man laver, som man ikke selv kan se.
 
Med Kenny og Linda havde Teknikturneringsudvalget fundet to meget engagerede og kompetente trænere og Peter Martin var lidt mere i baggrunden god til at skabe sammenhængen mellem begrebet teknikturneringer og traditionel Kodokan Judo.
 
Efter 5 timer på måtten var vi to unge mænd i de halvgamle kroppe godt brugte, så det var skønt med lidt aftensmad (som Mitanis frivillige medlemmer havde lavet) og en kop kaffe i det gode selskab, inden vi kørte hjemover.
 
Alt i alt en rigtig god dag med godt judo og i godt selskab.

Karl-Jørgen


Vejle Judo Klub | DGI Huset Hal 2, Willy Sørensens Plads 5, 7100 Vejle | * CVR 30253205 * NEM konto 9347 4585930658