Veteranen der tog til kamp.
Jeg havde i lang tid gået og leget med tanken om, at komme til et stævne igen. I nogens øre vil veteran lyde som en person der har mange år på bagen og masser af erfaring. Det kan jo også være rigtigt.
I andre tilfælde er det ”kun” eller også en alders betegnelse. I mit tilfælde er det det sidste.
Jeg startede min judokarriere i en sen alder – 44 år, så jeg var veteran fra starten. Min stævneerfaring er ikke særlig stor men modet højt.
Således tog jeg til et U20 ungdomsstævne for 5 år siden med mit orange bælte og stillede op i pokalturneringen.
Det var en oplevelse. Første kamp tog 5 sekunder. Naivt troede jeg det var ligesom hjemme i klubben på træningsholdet for Fossilerne, hvor vi tog pænt imod hinanden.
Her var der kæmpere der ville vinde. Jeg fandt dog hurtigt ud af at når man ydede modstand kunne man være flere sekunder på måtten. Jeg kan mindes at den længste kamp vel varede 1 minuts tid. Det var oppe imod en sort-bælte.
Det var vildt. I baggrunden hørte jeg en råbe, ”Pas på den gamle – giv ham en chance”.
Det var en begivenhedsfuld dag og noget af en kampdåb, men jeg var stadig ved godt mod.
Siden den gang er det blevet til et vestkredsmesterskab og et par klubmesterskaber.
I 2009 kom jeg til skade i en kamp ved Vejle Judo Klubs klubmesterskab, hvor jeg fik ødelagt meniskerne og sprang et korsbånd i det ene knæ.
Det tog selvfølgelig noget tid at komme over og korsbåndet er væk for altid.
Jeg kan godt lide spændingen ved at kæmpe til et stævne. Det er meget anderledes end hjemme i klubben eller til et klubmesterskab. Så da jeg hørte at det var et veteranstævne i Odense den 10. marts blev jeg interesseret.
Jeg gik længe, og efter eget valg alene og puslede med tanken. Intensiverede min træning og det var kun få der vidste at jeg måske ville deltage i stævnet. Jeg tror det var fordi jeg ikke ville risikerer at stå i situationen først at have sagt ja også melde fra. Jeg meldte mig til, stadig uden nogen vidste det og det var faktisk først indtil et par dage før stævnet at nogen vidste at jeg tog til stævne. Jeg var jo nød til at melde fra til den ordinære træning.
Veteranstævnet foregik ved Kodokan Odense den 10. marts. Det var for alle i 30+.
Det var efter de internationale standarder. Vægtklasserne som de fleste kender men også med aldersindelte klasser.
Der var hele 7 aldersklasser inddelt i spring af 5 år. Den sidste var for 60+
Da jeg er 50 år kom jeg i M5 klassen.
Der havde tilmeldt sig relativt mange til stævnet og der var omkring 25 fremmødte judokaer. Stævneledelsen havde formået på bedste vis at inddele os i passende kamphold.
Dog havde det været nødvendigt at blande aldersklasserne lidt.
Stævnet var rigtigt godt og mine kampe gik, synes jeg, godt selvom jeg ikke vandt nogen. Min tid på måtten var væsentlig længere end som ovenfor beskrevet.
Det var endvidere meget lærerigt for mig. Der var kontant afregning når jeg gik ind til et kast og samtidig passe på ikke at være sårbar så blev jeg kastet.
Jeg opdagede endvidere at detaljerne i et kast bør være på plads, det er dem der giver muligheden for at kaste modstanderen.
Tre gode kampe til mig og muligheden for at se en masse flot judo. De fleste af veteranerne var ikke kun veteran af alder, men også i erfaring.
Det var et stævne hvor alle var ”venner” selv om man ikke nødvendigvis kendte hinanden. Der var intet fjendskab i kampene men stor intensitet.
Alle kæmpere smilede efter hver kamp, det var skønt at se. Den glade stemning fortsatte under den efterfølgende frokost som Kodokan Odense stod for og som jeg tror alle havde meldt sig til.
Stævnet har givet mig inspiration og masser af lyst til endnu mere judo. Veteranudvalget meldte ud at der vil komme endnu et veteranstævne, formentlig til efteråret.
Jeg har besluttet at der skal være virkelige væsentlige årsager til at jeg ikke kan deltage i dette stævne og vil hermed opfordre alle der er 30+ til at deltage og bakke op om det så der kan blive endnu flere deltagere og dermed flere kampe til hver.
Den ungdommelige veteran
Michael Ørum
|
|
|